
Som barn var jeg, som sikkert mange andre, fascineret af de gamle egypteres kunst og kultur. Deres store og mystiske pyramider virkede særligt dragende. Jeg havde dog dengang ikke mulighed for at rejse dertil. Derimod var jeg med min familie på flere længerevarende rejseophold i bl.a. Østafrika og Brasilien, hvor jeg interesserede mig for de tidligere kulturer, og begyndte herefter på det antropologiske studie.
Efter knap to år, og en studierejse til Mellem, - og Sydamerika i 1975 besluttede jeg at realisere en gammel drøm om at blive guldsmed.

Jeg fandt en læreplads hos Herman Siersbøl i København og gennemgik den traditionelle lærlingeuddannelse på værkstedet, afbrudt af flere skoleophold, i alt 3 ½ år. Som nyudlært svend, i beg. af 1979, fik jeg tildelt et rejselegat til en studietur til Mellemamerika. I Mexico og Guatemala blev jeg igen konfronteret med Mayaernes og Aztekernes storslåede kulturer, fuldt på højde med den Egyptiske. Det var helt forunderligt at stå foran deres store og monumentale pyramider og bygningsværker, kæmpe stenskulpturer i alle størrelser , ofte med fantastiske og mystiske inskriptioner af de smukke hieroglyffer, samt rundt omkring på små og store museer med ubeskrivelige samlinger fra disse kulturer. Denne specielle Præcolumbianske kunst, med en klar og monumental udtryksform, fuld af stiliseringer har, lige siden det første møde, været forbilledlig for mig.
Lige akkurat hjemvendt søgte jeg i august 1979 ind på den 2-årige designuddannelse på Guldsmedehøjskolen. Her havde jeg rig mulighed for at eksperimentere med materialer, teknikker og ikke mindst formgivning.
Fra 1981 har jeg arbejdet som selvstændig guldsmed på eget værksted. Siden da har jeg løbende deltaget i udstillinger på gallerier og museer i ind, - og udland.
Mine foretrukne materialer er metallerne guld, sølv og stål, ofte kombineret med glas, metallak eller ædle sten. Selve arbejdsprocessen begynder som regel med en skitse, og da jeg ofte arbejder tredimensionalt, laver jeg også modeller i f.eks. papir, ståltråd, tape m.m. Det hænder, at disse udkast indeholder flere detaljer, som jeg så i sidste ende udelader ved selve smykkets udformning.
Indenfor de senere år har jeg været på kortere ophold i både Guatemala og Egypten. Min fascination for disse kulturer og deres monumentale og klare formsprog bliver jeg nok aldrig færdig med. Ud over denne inspiration, som nok ligger i baghovedet et sted, holder jeg af smukke og æstetiske former og konturer som tegner sig i landskabet. Det er som regel de menneskeskabte, f.eks. stilladser, broer, vragdele, skrot, smukt forarbejdet arkitektur, skulptur eller anden kunst jeg tiltrækkes af. Jeg har en forkærlighed for meget enkle former, stringens og stiliseringer, hvilket nok ikke lader sig skjule i mine smykker.